For bare få år siden var brugen af civile specialtrænede søgshunde stadig ukendt for mange. Det gjaldt både væggelushunde, skimmelhunde, narkohunde, sprængstofhunde og andre former for specialer.
I dag er billedet et andet.
Flere virksomheder, organisationer og myndigheder har fået øjnene op for hundens unikke evne til at løse opgaver, som mennesker og teknologi ofte har svært ved at løse lige så effektivt.
Samtidig er interessen for specialsøg vokset markant blandt civile hundeførere.
Det er en positiv udvikling.!
Men den har også skabt en udfordring.
For hvordan vurderer man egentlig kvaliteten af en civil specialsøgshund?
Et voksende marked uden fælles standarder
Danmark har i mange år været bagefter både de øvrige nordiske lande og store dele af Europa, når det gælder brugen af civile specialuddannede hunde.
Det er vi heldigvis ved at indhente.
I takt med at markedet vokser, ser vi flere og flere hunde blive markedsført som eksempelvis narkohunde, sprængstofhunde, væggelushunde, skimmelhunde eller noget helt andet.
Problemet er blot, at der ikke findes én fælles standard, som alle arbejder efter.
I praksis betyder det, at alle kan kalde deres hund for en specialsøgshund.
Men det fortæller ikke nødvendigvis noget om, hvad hunden faktisk kan præstere i virkeligheden.
En titel er ikke dokumentation
Når en virksomhed eller kunde hyrer en specialsøgshund, er det sjældent hundens titel, der er interessant.
Det interessante er, om hunden kan løse opgaven.
Kan den finde det, den er trænet til at finde?
Kan den gøre det konsekvent?
Kan den gøre det under realistiske forhold?
Og kan den gøre det på steder og med prøver af stoffet, som den aldrig tidligere har mødt?
Det er her certificering kommer ind i billedet.
Ikke som et stykke papir på væggen.
Men som dokumentation for hundens faktiske præstationer.
Hvem certificerer hunden?
En af de vigtigste ting at være opmærksom på er, hvem der udfører certificeringen.
Hvis en virksomhed selv uddanner hunden, opstiller prøven og efterfølgende certificerer den, bliver det svært at tale om en objektiv vurdering.
Det betyder ikke nødvendigvis, at hunden er dårlig.
Men det betyder, at kunden må stole på virksomhedens egen vurdering.
Derfor bør certificering så vidt muligt udføres af en uafhængig tredjepart.
På den måde bliver vurderingen objektiv, gennemsigtig og troværdig.
Kender hunden allerede svaret?
Der er endnu en faktor, som ofte bliver overset.
Nemlig hvilket materiale hunden testes på.
Hvis en hund certificeres på præcis de prøver, den tidligere har trænet på, fortæller testen ikke nødvendigvis ret meget om hundens reelle evner.
En dygtig specialsøgshund skal kunne genkende målduften – ikke den enkelte træningsprøve.
Derfor bør certificering ske på batches eller prøver, som hunden aldrig tidligere har arbejdet med.
Men det stopper ikke der.
Det er også relevant at se på, om hunden er testet på de faktiske stoffer eller materialer, den forventes at kunne finde i praksis.
I mange sammenhænge anvendes træningshjælpemidler, kontaminerede materialer eller andre former for træningsmateriale som en del af uddannelsen. De kan være værdifulde redskaber i træningen, men de kan ikke stå alene som dokumentation for hundens evner.
For i sidste ende er det ikke træningsmaterialet, hunden skal finde ude hos kunden.
Det er den reelle målduft.
Derfor bør certificeringen dokumentere, at hunden kan finde de faktiske stoffer eller materialer under realistiske forhold – og ikke alene reagere på et bestemt træningsmateriale.
Det er først her, man får et retvisende billede af hundens evne til at generalisere sin træning til virkelige opgaver.
Virkeligheden er sjældent nem
En anden udfordring ved mange prøver er, at de bliver for simple.
I den virkelige verden er der ikke nødvendigvis fund i hvert lokale.
Der er ikke nødvendigvis fund på hver søgelinje.
Og der er ikke nødvendigvis fund efter de første fem minutter.
Virkeligheden består ofte af lange søg, store områder og mange tomme kvadratmeter.
Derfor bør en certificering afspejle netop det.
Den bør teste hundens evne til at arbejde koncentreret over tid.
Den bør teste hundens evne til at fastholde opgaven, selv når der ikke umiddelbart kommer succesoplevelser.
Og den bør vise, hvordan hund og fører fungerer som ekvipage under realistiske forhold.
Dokumentation skaber tillid
Når specialsøg bruges professionelt, bør kvalitet kunne dokumenteres.
Ikke gennem flotte titler.
Ikke gennem markedsføring.
Men gennem gennemsigtige certificeringskrav og objektive testforløb.
For i sidste ende handler det ikke om, hvad vi kalder hunden.
Det handler om, hvad den faktisk kan.
